Jans forløb

Jan fortæller med egne ord om sit vægttabsforløb og kampen for at ændre sin livsstil.

Igennem mange år har jeg sloges med en stor skyldfølelse overfor mig selv pga min vægt. Min familie, navnlig min kone, har jævnligt opfordret mig til at ændre min levevis, og få vægten bragt ned under risikozonen for livsstilssygdommene.

Jeg har aldrig været uenig, men har ikke kunnet komme i gang. Mit liv var i flere år én lang række af undskyldninger for, hvorfor det ikke lige skulle være den uge, eller den eller …

At overbevise sig selv om at noget må gøres for at få vægten ned, når man når en alt for høj vægt, er ikke problemet – problemet er at få begyndt. At starte et nyt og ”fit” liv var for mig langt sværere end at holde op med at ryge, hvilket den 12 maj 2014 var 29 år siden at jeg lykkedes med. Dengang var motivationen i top, og jeg tog et fuldt stop fra den ene dag til den anden. Jeg røg dengang ca 40 cigaretter om dagen, men jeg følte egentlig aldrig at rygestoppet udløste de helt store problemer.

En gave fra hjertet

På min 54 års fødselsdag i december 2013, forærede min kone mig et 8 ugers slankeforløb til Fitness.dk. Jeg var totalt uforberedt på en sådan gave. Vi havde længe talt om, at jeg burde tilmelde mig et slankehold, men jeg havde – som altid – været fuld af undskyldninger for, hvorfor det ikke lige skulle være nu. Sandheden var, at jeg var hunderæd for at vise mig i et fitness center. Et fitness center var for mig, et sted hvor store svulmende muskler gik storpralende rundt og konkurrede med alle de andre store svulvende muskler. Det var ikke et sted man viste sig med hængemave og slatne mandepatter.

En gave kan man ikke bare ignorerer, og da slet ikke en gave der var givet med hjertet, så nu var det med at finde på undskyldninger for hvorfor jeg ikke lige kunne starte hold i januar 2014, men måske lige skulle vente til det næste hold. Men min kone holdt fast, og en dag jeg kom hjem fra job lige inden jul, lå der et komplet sæt træningstøj og ventede. Pyha – nu var gode råd dyre. Der var ingen vej uden om.

Slankeforløb intromøde

Den 3. januar 2014 afholdt Per Nielsen intro til det nye slankeforløb, der skulle starte torsdag den 6 januar. Jeg havde allerede besluttet mig for at jeg MÅTTE tvinge mig selv til at deltage, og havde siden årsskiftet påbegyndt omlægning af mine dårlige og helbredsskadelige vaner, så som overdrevent brug af elevatorer og rulletrapper, magelig brug af bil på korte strækninger etc. Min kost blev også lagt om, hvilket dog var lidt svært i begyndelsen, da vi jo er en familie, og alle behov skal dækkes, men min familie var så opsat på at jeg skulle tabe mig, og have alt mulig support, så det lykkedes endda.

Det blev 3. januar

Jeg listede mig op i Fitness.dk til intromødet. Lige til det sidste havde min hjerne kørt på overarbejde for at finde en undskyldning for at blive væk, men det lykkedes ikke. Enhver undskyldning blev blot fejet af bordet af min kone, og i dag siger jeg ”heldigvis for det”. Intromødet blev afholdt af slankeforløbets hovedtræner og ansvarlig for forløbet Per Nielsen, og hans fremlægning af det forløb jeg stadig prøvede at undskylde mig ud af, fik mig dog til at føle mig lidt bedre tilpas. Der var jo – heldigvis – andre i samme båd som jeg, så efterhånden som mødet skred frem følte jeg mig bedre og bedre tilpas, og nu var jeg overbevist om, at torsdag den 6 januar 2014 skulle blive datoen for et vendepunkt i mit liv.

Det blev den 6. januar

OH MY GOD – hvor så jeg åndssvag ud i mit fitness outfit! Stramme ”påmalede” shorts og en T-shirt der ikke anede hvordan min kæmpe mave skulle skjules. Det var ikke let at komme ud af hoveddøren derhjemme, men heldigvis var det vinter, så jeg smuttede i træningsbukser og jakke, så jeg ikke var alt for synlig under gåturen de 3-500 meter hjemmefra til Fitness.dk.

Vel fremme i Fitness centret, var jeg nødt til at smide træningsbukserne, men træningsjakken blev hvor den var. INGEN – og jeg mener ingen – skulle se min slaskede mave og fedtopfyldte brystdepoter.

Træningen begyndte – fy for den – det var hårdt. Ca 25 år uden nogen form for motion eller træning, det sætter sine spor, men som timen skred frem, blev jeg mere og mere stædig. Det her skulle lykkes. Ca 10 minutter før timens afslutning, fik jeg en voldsom kvalme og tempoet røg lidt ned, men jeg kom igennem, og gik hjem med en følelse af at have overvundet mig selv.

Søndag den 9. januar

Tid til den første ”søndagstræning”, som jeg har kaldt det lige siden. Nu var det Per Nielsen himself der tog over, og det var godt – super godt. Torsdagen havde været vikar, da den faste torsdagstræner – Francois – var på rejse. Allerede da Per introducerede os for dagens øvelser, var det tydeligt at nu var det en PRO der førte ordet, og hold da op – jeg var IKKE godt trænet – det vidste jeg jo, men Per’s program var jo netop lagt til mennesker af min slags, og jeg fik endu engang følelsen af at overvinde mig selv, og jeg gav ALT jeg havde i mig. Kvalmen nåede igen at vise sig de sidste 10-15 minutter, men jeg nægtede at give op. NU skulle der vises resultater.

Stædigheden og det stigende gå-på mod drev mig fremad i de efterfølgende uger. Torsdagstræneren – Francois – kom tilbage, og han var anderledes end Per Nielsen, men på en fantastisk god måde. Francois og Per er 2 fantastiske trænere, og det at de kører hver deres stil, gjorde det faktisk endnu mere motiverende at deltage. Jeg følte at jeg kom godt rundt om hele min krop, på 2 forskellige fantastiske måder for mit velbefindende. F..K hvor gik det godt – F..K hvor var det skønt at føle at NU havde jeg fat i den rigtige ende. Det her var mit nye liv, og jeg kunne træne mig vej ind i det nye liv med to topprofessionelle trænere (i hvert fald er det min mening og disse 2 – meget forskellige, men fantastiske personer), og i selskab med et team af herlige, venlige og søde, motiverende mennesker.

Efter kun ganske få uger viste de første resultater sig

Vægten raslede ned. Jeg skal dog lige indskyde, at træningen i sig selv blot er en medvirkende faktor til mit hurtige vægttab – Et vægttab opnås bedst når forholdet mellem fysisk aktivitet og kosten tilsammen skaber et energiunderskud. Hvis jeg havde fastholdt mine gamle vaner, og blot ændret en anelse på kosten, så ville jeg hurtigt være løbet sur i det hele, da vægten nok ikke havde vist lige så hurtige resultater, som det var tilfældet med min totalt nye livsstil.

Den store ændring i min vægt gjorde mig ENDNU mere opsat på, at nu skulle mit nye liv ALDRIG være foruden træning. Samtidig med at det kun tog ganske få uger at se store resultater på vægtskalaen, så følte jeg mig også hurtigt meget mere fit. Mine træningspas blev nemmere at komme igennem, og jeg kunne udfordre mig selv i en stadigt stigende grad. Jeg elsker mit nye liv – jeg elsker min træning, og jeg elsker at træne sammen med mit team. Den sociale faktor er jo også en del af det hele, og på et slankehold hvor vi alle er i samme båd, der er humøret altid højt, og vi kan træne, smile og pjatte på samme tid.

Motiveret til at træne endnu mere

Da jeg havde været i gang i nogle uger, var det pludselig ikke længere nok med ”bare” at træne 2 gange om ugen, og jeg begyndte at melde mig på FDK’s tilbud om holdtræning. Jeg var lidt overrasket over mig selv, at jeg turde. Fra at have kravlet langs panelerne, viste jeg mig pludselig uden træningsjakken, og stadig med noget mave og hængepatter, og så tilmeldte jeg mig oven i købet hold, hvor jeg ikke kendte et øje. Det skulle også vise sig at være langt værre – JEG VAR ENE MAND BLANDT KVINDER…!!! Skulle jeg bare blive væk? Nej, nej og atter nej. Nu havde jeg overvundet mig selv ved slanketræningen, så jeg måtte videre. Og så gik det som med slankeholdet – jeg mødte op, trænede sammen med herlige, smilende og hjælpsomme mennesker, og gik hjem med samme fornemmelse som efter den første slanketræning – jeg havde ENDNU engang vundet over mig selv. Triumferne ville ingen ende tage.

Ugerne gik – 8 ugers forløbet nærmede sig sin afslutning, og min vægt var raslet ned, sammen med tøjstørrelserne. Jeg kunne nu være i meget af det tøj, der igennem tiderne blot var hængt ind i skabet, stadig med diverse tags på. Jeg var fast besluttet på, at jeg skulle med på endnu et forløb. Jeg var i super form, og udvidede træningen med indmeldelse i en løbeklub, som i øvrigt ejes og drives af min torsdagstræner – Francois. De første 8 ugers ”Slank” og anden holdtræning, bragte mig i en kondition, der overbeviste mig om, at løb ville være et fantastisk supplement. OG DET VAR DET!

23 juni 2014 – afsluttede jeg mit tredje 8-ugers slankeforløb

Jeg har trænet på slankeholdet hver torsdag og søndag, jeg løber i klubben F76 hver onsdag og lørdag, jeg træner Outdoor Styrketræning hver lørdag, og jeg træner let løb og styrke på maskiner mandag aften og Cycling Shape hver fredag formiddag. Derudover arbejder jeg på maskinerne i fitness centret hver anden dag kl 06:00 inden jeg skal på job.

Øvrig holdtræning – ud over Slank – er sat lidt på standby, nu da det er sommer. Holdtræning er for de mørke vinteraftener, så det er bestemt IKKE opgivet. Mit liv er totalt forandret. Jeg har tabt mig 40 kg siden årsskiftet, og vejer i dag 80 kg. Jeg bør ligge på 85 kg, men forventer at min forhåbentligt stigende muskelmasse vil klare det problem.

Min trang til søde sager og fed mad er et overstået kapitel. Det er som med rygning – tiden fjerner trangen. Jeg tror ikke at jeg nogensinde har haft det bedre med mit helbred. Træning og et sundt liv er blevet en livsstil for mig, og sådan skal det blive ved med at være.

Halvmarathon er målet

Pt er jeg tilmeldt et løb der hedder ”Esrum Sø rundt” i august (10 km ruten), DHL-stafet ligeledes i august, Eremitageløbet i oktober og min – forhåbentlig – største personlige sejr: ”Berlin halvmarathon” den 29 marts 2015. Havde nogen spurgt mig i december 2013, om mit nuværende liv ville være muligt, ville jeg have grinet dem lige op i ansigtet og rystet på hovedet. Dengang var de mange løbere i parken, eller de der gik mod fitness centret med sportstasken over skulderen – idioter, og de spildte deres tid. Men jeg har måttet revidere min opfattelse. Jeg var idioten – en lallende idiot, der bare lod stå til. Jeg skylder min kone og min familie ALT for at have sat mig i gang. Uden dem, og specielt min kone, ville jeg stadigt have været stærkt overvægtig, og inden længe ville jeg være indhentet af livsstilens farlige sygdomme – diabetes, kredsløbssygdomme, blodproper, forhøjet blodtryk – ja, listen er lang.

Gamle skavanker er VÆK!

Ud over den stærke nedsættelse af risikoen for sygdommene, så har jeg i årevis lidt af rygproblemer, en diskusprolaps i nakken og en i ryggen, problemer med smertende knæ, og en operation i mit venstre knæ, så jeg ofte havde smerter ved let belastning. Alle disse problemer er fortid. Jeg har ingen problemer med smerter, ud over de der kommer af træning, men jeg husker altid på, at træningssmerten i dag er styrken i morgen. Jeg har altid ømhed og smerter et eller andet sted, men det er glædens smerter – det er smerter der fortæller mig at jeg bliver stærkere og stærkere, og mere og mere fit.

Også tak til Per Nielsen og Francois-Valéry Kofoed Moneaux for deres store indsats for både jeg selv og alle de der behøver et spark i rø… I er mere værd for mig og mit velbefindende end I måske selv er klar over. ”I størstedelen af mit voksne liv, har jeg ved selvvalg vejet langt over 100 kg. Jeg siger ved selvvalg, da jeg aldrig har spist eller drukket ved et uheld”

JSM

Monikas vægttabsforløb

Monika fortæller med egne ord om sit vægttabsforløb. Læs om hendes op- og nedture samt alle udfordringerne og de fantastiske resultater.

Der sad jeg midt på gulvet og græd, græd over min 108,3 kg tunge krop. Græd over hvad jeg havde gjort ved mig selv, græd over jeg ikke kunne være den jeg egentlig gerne ville være, græd over jeg ikke kunne være den mor/kone og veninde, som jeg ønskede at være.

Jeg var så flov over, jeg havde ladet det gå så vidt, og jeg kunne ikke kende mig selv mere. Trist, sur, ingen overskud til hverken børn, mand, job eller sociale aktiviteter.

Jeg har egentlig altid været tyk, eller i hvert fald har jeg altid haft lidt ekstra gods på sidebenene. Men jeg har egentlig altid kunnet camouflere min nedtrykthed over min overvægt med en munter facade. INGEN har vidst hvor ked af det, jeg egentlig har været.

Hvordan kom det til at gå så vidt?

Ja, det kan man jo spørge sig selv om.. Årene gik, min vægt gik op og ned. Jeg havde prøvet 100 forskellige kurer. Tabt 20 kg, taget 25 kg på tabt 10 kg tog 15 kg på osv. Jeg blev gravid tog 30 kg på tabte 10 kg, blev gravid tog 15 kg på, tabte 7 kg. Kampvægt 108,3 kg.

Min overvægt har desværre hindret mig i at deltage i mange forskellige sammenhænge og i forskellige arrangementer fx at tage med ungerne med i diverse forlystelser, bade, på strand/svømmehal, fester, polterabends konkurrencer, koncerter, firma udflugter osv. Det ville være alt for pinligt, hvis jeg ikke kunne deltage på samme niveau som andre. Hvilket jo var svært med en vægt på 108 kg. Tænk hvis noget brasede sammen under mig, eller hvad hvis jeg faldt om, og ambulancefolkene ikke kunne bære mig, jeg følte at alle kiggede på mig og tænke; hold nu kæft hun er fed og grim hende der.

Heldigvis har jeg den bedste veninde i verden, som sendte mig et link, der omhandlede et “kick off møde” omkring et hold, der kunne hjælpe en med at komme godt i gang med en livstilsændring.

Så nu var det, det var nu, hvis mit liv skulle ændres!!!!

Jeg mødte op med STOR skepsis, da jeg førhen havde gået på lignende hold, som på ingen måder fungerede for mig.

Der stod så en pæn og veltrænet mand på min egen alder og snakkede om træning, kost, overvægt og fedme. Jeg tænkte; ha, han ved sgu da ikke en skid, om hvordan det er at være fed, og ikke kunne bevæge sig. Han kender ikke til angsten om at stille sig op i et fitness center, hvor ALLE andre kigger på en.

Jeg besluttede mig for, at det her var min sidste udvej, ellers stod den på operation eller endnu værre, en livsstilsygdom.

Per har givet mig stor indsigt I, hvad frygten kan gøre for vores motivation.

Men hvordan kunne jeg overvinde min angst for at se Per i øjnene, og vise ham mit allersvageste jeg. Efter mange diskussioner med mig selv gik jeg den tunge gang op ad trappen med sved i håndfladerne, knuder i maven, kvalme og tårende gemt bag øjelågene. PUHA, der sad Per så med et venligt smil og sagde – ”Nå, der var du-dejligt at se dig”. Jeg havde allermest lyst til at løbe skrigende bort og aldrig komme tilbage.

Jeg OVERLEVEDE en vejning, og vi faldt hurtig i snak om alt mulig interessant omkring vægttab, og min angst for Per begyndte langsomt at falde. Han er jo her for at hjælpe mig. Det hjalp mig mentalt igennem det første møde. Derefter valgte jeg at komme fast til vejlednings timer, og det er det bedste valg, jeg har gjort mig!

Men hold nu kæft hvor har jeg bandet og svovlet Per langt væk, og jeg har ofte haft lyst til at give Per en knytnæve lige i hoved. Han har nemlig formået at rykke mine grænser langt ud over, hvad jeg troede var muligt, han har presset mig ud over kanten. Men nej, hvor var det fedt bagefter. Den følelse er ikke til at tage fejl af – den er helt igennem så fantastisk!

Per sætter udfordringer op til næste gang vi ses, han følger op på disse udfordringer og presser gerne lidt ekstra ind. ”Vil du tabe dig? Godt, så gør du, som jeg siger”. At stå på et hold første gang helt ALENE er meget grænseoverskridende og kræver mod og stædighed. Jeg har været ved at forlade en trænings time flere gange. De andre er sikkert så meget bedre end mig, var jeg sikker på. Men jeg opdagede, at alle hold har alle slags mennesker, unge/gamle, tykke/tynde, erfaren/uerfaren. Man træner jo i det niveau man er på, og der er alligevel ingen der lægger mærke til en, for alle er optaget af deres egen træning.

Per har givet mig stor indsigt I, hvad frygten kan gøre for vores motivation. Det var min frygt, der drev mig af sted. Frygten for at miste livet, frygten for ikke at kunne være mor for mine børn, frygten for at mine børn blev drillet, fordi de havde en fed mor, frygten for at blive syg senere og ikke opleve børnebørn osv.

Min priotering af mit liv skulle ændres.

Per har lærte mig, at blive mere egoistisk omkring min motion. Jeg har lært at motion skal ligestilles med nødvendigheden i at gå på arbejde. Det er ikke altid lige sjovt at gå på job, og det er det heller ikke at dyrke motion. MEN, jeg går på job, fordi jeg skal, og fordi det er nødvendigt. Jeg dyrker motion, fordi jeg skal, og fordi det er nødvendigt!

Tusind tak Per, tak for mit nye liv, mine nye vaner og tak fordi du har været der hele vejen igennem.

Jeg udfordrer mig selv, jeg har løbet DHL stafetten på 5 km. Den stolthed jeg følte bagefter, kan ingen tage fra mig. Det var så stort og overvældende, jeg var så stolt af mig selv. Nu er min næste udfordring at løbe de 5 km uden gå pauser, men tage den i et stræk. Det skal jeg nok nå. ”Du kan godt, pres dig selv lidt mere, giv alt hvad du har i dig”. Ja ja Per, du sidder på min skulder tit. – Også når jeg er ude og handle – Brug nu din sunde fornuft, – Per er der igen!

Per er provokerende, han presser på og er vildt dygtig til at motivere og rykke ens grænser. Han er hammerende kompetent til sit arbejde, han er der mere end 110 % for at hjælpe en igennem. Havde det ikke været for Per, havde jeg ikke stået hvor jeg står i dag.
Det at have tabt 33 kg er en følelse, der ikke kan beskrives. Der er så mange goder, at jeg slet ikke kan nævne dem.

Det at gå nede i byen og købe tøj i almindelige butikker, det at man kan passe tøj, som andre kan, og at man ikke behøver købe det største sæt på stativet. DET ER FANTASTISK.
Det at få et komplement fordi folk syntes ”man ser godt ud”- og at man virkelig kan mærke en forandring. Det er fandme vildt!!

Alle omkring mig er glade og stolte af mig og især min familie, DET betyder alt for mig. Jeg har været med til at motivere andre, til at tro på det kan lykkes.. For det KAN det!!
Det har været en fantastisk udvikling, og hver skridt fremad har været en sejr og en glæde for mig.

Jeg har fået troen tilbage på mig selv, jeg er sikker på det lykkes denne gang, og jeg ved 100%, at jeg bliver ALDRIG fed igen.

Når det kan lykkes for mig, kan det også lykkes for dig!

Tusind tak Per, tak for mit nye liv, mine nye vaner og tak fordi du har været der hele vejen igennem. Du er sgu en ener, og jeg vil altid være dig dybt taknemlig.

Pia fortæller med egne ord om sit forløb, hvor hun tabte hele 45 kilo

At få Per som træner, er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Siden min start har jeg nu tabt 45 kg på 44 uger og tabt sammenlagt 247 cm fordelt over hele kroppen. Jeg får ingen medicin mere og har nu et helt normalt blodtryk.

I februar 2013 tog jeg en beslutning, min vægt var oppe på 114 kg. Jeg havde meget forhøjet blodtryk og fik flere slags medicin, var blevet opereret i venstre knæ december 2012 og ALT føltes meget tungt. Jeg har lige siden jeg var ca. 8 år (hvor min vægt begyndte at stige) kæmpet med overvægt.

I 1990 gik jeg selv igang med et vægttabsforløb og løbetræning. Jeg tabte ca. 30 kg på et år og i oktober 1991 gennemførte jeg eremitageløbet. Men desværre efter kort tid kom det hele på igen og mere til.

Hvordan min nuværende beslutning “modnedes” tror jeg kan tilskrives flere omstændigheder. Jeg var begyndt at mærke, hvordan min vægt tog alle kræfter. Mit arbejde både ude og hjemme blev mere og mere svært. Jeg kunne ikke foretage mig alt det jeg ville.

Pia, du er ikke gammel nok til kun at stå her som tilskuer

September 2012 var jeg med min søster, bror, niecer, nevøer og min mor på Kragerup Gods, hvor de har nogle skønne klatrebaner. Jeg husker tydeligt at jeg stod under træerne sammen med min mor. Vi kunne både høre og se hvordan de andre havde det skønt oppe i klatrebanerne. Glade råb og grin. Så denne tanke opstod: “Pia, du er ikke gammel nok til kun at stå her som tilskuer”.

Jeg ville være med sammen med de andre. Den 7 september 2013 var vi så på Havreholm Slot, hvor de også har klatrebaner. Og jeg var ikke længere “kun tilskuer”, jeg var oppe i banerne, sammen med de andre. Det var en fantastisk dag.

Så skete der det at min mor på 71 år (hun har også hele sit liv været meget overvægtig) døde den 5 november 2013, dette satte tanker igang, om jeg ikke burde gøre noget ved min vægt og mit helbred.

Den 14 februar 2013 meldte jeg mig ind i fitness.dk og fik lagt et program af en træningsvejleder og gik igang. Havde så det uheld at få en skade i højre skulder/arm (faldt med en symaskine).

Heldigvis var jeg så motiveret at jeg ikke ville stoppe, men tænkte at jeg må have noget mere hjælp og vejledning, så træningen ikke gjorde mere skade end gavn.

At få Per som træner, er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv

Hos fitness.dk henviste de mig til Per og hans vægttabsforløb og jeg vil sige at den beslutning/investering at få Per som træner, er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Vi mødtes første gang den 21 marts 2013 og jeg var meget nervøs og usikker.

Når man vejer 114 kg er det at sige sin vægt højt og dele sine problemer med andre meget grænseoverskridende. Som overvægtig bliver man udsat for mange fordomme om at man er doven, grådig og “bare kan tage sig sammen”. Så enkelt er det ikke!

Men hos Per følte jeg mig meget hurtigt tryg og følte jeg blev forstået.

Vi har mødtes ca. hver fjerde uge, hvor jeg bliver vejet, vi taler om eventuelle problemer, jeg måtte have med kost og træning. Altid får jeg uddybende svar og virkelig god vejledning.

Lige fra starten har jeg efter hvert nye træningsprogram kunnet mærke fremskridt. Når jeg startede på et nyt program var det hårdt og jeg kunne tænke/sige: “det kan jeg ikke”. Så fik jeg at vide at det kunne jeg og jeg må jo indrømme: “Per har jo ret og ved hvad han gør.”

Uden Per tror jeg ikke jeg havde opnået et så flot resultat. Siden min start har jeg nu tabt 45 kg på 44 uger og tabt sammenlagt 247 cm fordelt over hele kroppen. Jeg får ingen medicin mere og har nu et helt normalt blodtryk.

Jeg føler mig stærk igen!

Det at træne er blevet en vane jeg ikke kan undvære. Nu skal vægten så holdes og en ny “drøm” gennemføres. Jeg vil gerne løbe igen. Det er jeg igang med og mit næste store mål er Broløbet, en halvmarathon over Storebælt den 13. september 2014. Og med Pers hjælp og vejledning tror jeg på det.

Per har mange gange sagt til mig: “Godt arbejde” og til det kan jeg kun sige: “Tak i lige måde”.